På tur i veteranbil

Mange mennesker vender sig beundrende om og kigger, når de bliver passeret af en smuk og vel vedligeholdt veteranbil en herlig sommerdag. En veteranbil udstråler nostalgi, overskud og hygge, og det er sjældent, at det er sure mennesker, der kører rundt i de gamle biler. At have en veteranbil er indbegrebet af alt det sjove og positive ved biler, og selv om vi i dag ofte forbinder biler og transport med forurening og klimaforandringer, så tænker vi sjældent i de baner, når vi ser en veteranbil.

Har du selv prøvet at være på tur i en veteranbil? Måske har du selv en veteranbil, som du har istandsat alene eller med venners hjælp, eller du kender en, der har? Så er det bare om at komme ud og afsted på tur.

Sommertiden rummer mange muligheder for at deltage i veteranbilløb eller veteranbilstævner, så hold øje med kalenderen og se, hvor der er mulighed for at kippe med flaget og vise veteranbilen frem.

Klubber for de enkelte mærker

Landet rundt findes der mange klubber for ejere af særlige veteranbiler. Det kan for eksempel være klubber for ejere af en Ford T, en Ford A eller måske en Volvo Amazon, og kigger du dig omkring, kan du finde klubber og sammenslutninger for stort set alle fabrikater og modeller inden for veteranbiler.

En pudsig ting, du vil opleve ved mange veteranbiler, er, at de er små i forhold til en moderne bil. En engelsk Austin 7 fra 1930’erne er for eksempel så smal, der hvor fodpedalerne sidder, at det for et nutidigt voksent menneske kan være svært at køre bilen med sko på. Folk har ganske enkelt været mindre i gamle dage, og fodtøjet var ikke nutidens brede sneakers, men smalt læderfodtøj. Så det kan kræve lidt øvelse og træning at blive god til at køre et veterankøretøj.